Indtil 1937 kunne man frit bygge ned til kysten. Vejle Fjords sydside ved Brejning.

 

Sø- og åbeskyttelseslinjen er omfattet af bestemmelserne i §16 i Naturbeskyttelsesloven om  søer og åer. Linjen ligger 150 meter fra alle søer med en vandflade på over 3 ha og 150 meter fra bredderne af de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje i henhold til tidligere lovgivning.
Inden for sø- og åbeskyttelseslinjen må der ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantning eller ændringer i terrænet. Bestemmelsens formål er at sikre søer og åer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv.
Vejle Kommune havde i sommeren 2011 meddelt en lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelsesloven § 16 til terrænændringer, beplantninger og vendeplads inden for søbeskyttelseslinjen på en ejendom ved en større sø i værdifuldt landskab i kommunen.
DN påklagede Vejle Kommunes afgørelse til Natur- og Mijøklagenævnet, og vi anførte, at ejendommen tidligere i betydeligt omfang havde naturpræg. Efter de foretagne indgreb fremstår ejendommen som et haveanlæg, med forhøjninger beplantet med træer og buske og plejede plæner, der dækker en stor del af arealet og når helt ned til søens bredbevoksning. Langs vejen ved ejendommen er etableret en jordvold, så udsynet til søen delvis hindres, og et fugtigt bredareal ved søen er fyldt op med sand. Endelig er der i forbindelse med haveanlægget indrette en vej og en stor vendeplads med helt lys belægning. Disse anlæg er synlige fra den modsatte søbred.
Natur- og Miljøklagenævnet finder ikke, at et ønske om at etablere et haveareal eller et have/parklignende areal med terrænreguleringer, plejede plæner og en vendeplads er ”et nødvendigt formål”, der udgør en tilstrækkelig tungtvejende grund til at fravige navnlig de landskabelige beskyttelsesinteresser i området. Ud fra en samlet vurdering finder Natur- og Miljøklagenævnet som DN, at der er sket en væsentlig påvirkning af områdets naturpræg og at ændringerne vil skæmme oplevelsen af landskabet.
Natur- og Miljøklagenævnet finder endvidere, at der er risiko for, at en dispensation vil kunne føre til lignende ønsker om etablering af havearealer eller havelignende arealer, terrænændringer, byggeri m.v. indenfor søbeskyttelseslinjen andre steder og dermed skabe en uheldig og uønsket præcedens i forhold til de naturmæssige og landskabelige interesser, der varetages ved administrationen af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om sø- og åbeskyttelseslinjen.
På ovenstående baggrund ændrer Natur- og Miljøklagenævnet Vejle Kommunes dispensation fra sommeren 2011 til et afslag.
Den anden sag drejede sig om krænkelse af strandbeskyttelseslinjen. Efter naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, må der ikke ske ændring af tilstanden af strandbredder eller andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen, og der må ikke placeres campingvogne eller lignende. Strandbeskyttelseslinjen er fastlagt og registreret i matrikler og tingbøger. Linjens placering blev flyttet fra 100 til 300 meter fra strandbredden ved gennemgang af hele landet fra 1994 til 2003. En del steder ligger linjen tættere ved vandet på grund af eksisterende byggeri eller andre forhold. Linjens placering fremgår af kortene på arealinfo, www.miljoeportal.dk