Vi arbejder med
Danmarks Naturfredningsforening ønsker et bæredygtigt samfund med en rig og mangfoldig natur, et smukt og varieret landskab og et rent og sundt miljø. Foreningen har et bredt arbejdsfelt. Danmarks Naturfredningsforening er den eneste private organisation, som har ret til at rejse fredningssager over for fredningsnævnene og Naturklagenævnet, men foreningen har også mange andre arbejdsområder.Tue-kæruld på Bjerlev Hede
Naturfredningsforeningens store styrke er, at vi både har en landsdækkende afdeling i København med en række eksperter og en række lokale afdelinger, hvis medlemmer besidder lokalkendskab. Vejle-afdelingens bestyrelse repræsenterer medlemmer af Naturfredningsforeningen i Vejle Kommune.
Medlemmerne af bestyrelsen bliver valgt ved den årlige generalforsamling.
Lokalafdelingen fungerer populært sagt som vagthund over natur og miljø i Vejle Kommune. Vi får tilsendt kommunens afgørelser i miljø og natursager, og vi har påtale- og klageret i mange sager. Vi mødes ca. en gang om måneden og gennemgår sagerne, som vi også kan have fået kendskab til gennem telefoniske henvendelser fra borgerne. Hvis vi skønner, at en afgørelse vil forringe natur eller miljø i Kommunen væsentligt, og hvis vi mener, at Kommunens afgørelse strider mod den gældende lovgivning, kan vi gå videre med sagen.
Vi lægger vægt på, at vores arbejde er præget af dialog og samarbejde snarere end konfrontation. Der bruges tid på samarbejde med kommunen, organisationer og privatpersoner om naturspørgsmål.
Vi deltager også i den lokale naturdebat, f.eks. i forbindelse med den offentlige planlægning (kommuneplan, spildevandsplaner m.v.).
Vi arrangerer også ture, ligesom vi laver naturpleje og arbejder med forskellige naturprojekter.
Har du ideer til, hvordan vi kan arbejde for naturen i Vejle Kommune?
Du må meget gerne kontakte os, hvis du mener, at der er en sag, som vi skal tage os af.