Ugens udflugt 2015

Juni 2015

Flagermusene yngler ofte i spættehuller i gamle træer

I de lyse sommernætter kan man se flagermus jage efter insekter over søer, langs skovbryn eller i haven.

Men selv om sommernætterne er lyse, kan flagermusene ikke se insekterne. De må lytte sig frem. De udsender en højfrekvent lyd, og lokaliserer byttet ved at lytte til det ekko, som reflekteres fra insektet.

Ved hjælp af et lytteudstyr kan man optage flagermusenes orienteringsskrig. De forskellige arter har forskellige skrig, og ved hjælp af et computerprogram kan man analysere skrigene og bestemme arterne.

Alle danske flagermusarter er fredede. De må ikke fanges eller slås ihjel, og deres yngle- og rasteområder må ikke ødelægges. Af Danmarks 17 flagermusarter er 9 registreret i Vejle Kommune. Deres udbredelse i Vejle Kommune er imidlertid ikke kortlagt i detaljer. Danmarks Naturfredningsforening har derfor indgået et Grønt partnerskab med Vejle Kommune, og takket være en bevilling fra Naturstyrelsen har vi kunnet købe computerprogram og lytteudstyr. 

I løbet af de næste 3 år vil vi registre flagermusarter i hele Vejle Kommune. Vi håber dermed at få en viden om flagermusarternes udbredelse, der kan bruges af Vejle Kommune, Naturstyrelsen Trekantsområdet og private lodsejere til at sikre flagermusenes levesteder.

Hvis du ser mange flagermus i haven efter solnedgang, kan der være en ynglekoloni i et træ eller på loftet af huset. 

Hvis du ringer på 53371799 eller skriver til westyesb@gmail.com, kan vi komme ud med lytteudstyr og bestemme, hvilke flagermus du har set ved søen, i skoven eller i haven.

Westy Esbensen

Danmarks Naturfredningsforening, Vejle

Maj 2015

I denne tid har man mulighed for at høre løvfrøen kvække. På en stille aften i maj og juni måned efter solnedgang kan man høre dens kvækken som et vedholdende, larmende  kor, der kan høres  i op til en afstand af ca. 3 km. Den stopper ligesom nattergalen med at ”synge” til sankthans.

Op til 1980’erne fandtes den nordligste bestand i  området mellem Klattrup, Tiufkær og Håstrup. Løvfrøen var i tilbagegang. Det tidligere Vejle Amt gjorde et stort arbejde for at hjælpe løvfrøen  på fode igen. Amtet hjalp lodsejerne med at grave eller renovere vandhuller. I de senere år har man udsat løvfrøer syd for Aarhus nær Moesgård. I 2013 er der gravet en række vandhuller i Fredericia Kommune til løvfrøer og andre padder. 

Løvfrøen er meget varmeelskende. Det er årsagen til, at den har sin nordlige udbredelsesgrænse i Danmark. Den kvækker i lavvandede vandhuller uden vegetation på sydsiden. Her kan solen lettest opvarme vandet. På nordsiden vil den gerne have tornede buske, brombær og lignende. Her kravler den op og sætter sig på bladene, hvor den er meget vanskelig at få øje på. 

Løvfrøen kendes på sin lille størrelse (ca. 4 cm), den glinsende, ensfarvede hud og på, at den klatrer i buske, og at har hæfteskiver på tæerne.

Hvis man færdes i området, så skal man selvfølgelig overholde offentlighedens adgang til naturen. Man kan færdes på veje og stier. Eller man skal spørge den lokale lodsejer om adgang.

Løvfrøen er på EU-Habitatdirektivets Bilag IV. Det betyder, at den ikke kun er beskyttet i habitatområderne, men i hele dens udbredelsesområde. Beskyttelsen af arten handler bl.a. om at sikre den mod at blive efterstræbt og at sikre, at dens levesteder ikke beskadiges eller ødelægges.

Hasselmusen er også på EU-Habitatdirektivets Bilag IV. De fleste har nok hørt om, hvad det betyder for beskyttelsen af hasselmusens levesteder.

Ole Jespersen

Danmarks Naturfredningsforening, Vejle

Maj 2015

Skælrod ved foden af en hasselbusk på nordsiden af Fårup Sø

En snylter i skovbunden

På muldbund i skove eller hegn kan man her i april og maj måned være heldig at finde en ejendommelig, lyserød plante, Skælrod. 

Skælrod er en snylteplante. Den har ikke grønne blade, og den kan derfor ikke selv danne sukkerstoffer ved hjælp af sollyset. I stedet henter den sin næring fra rødderne af en hasselbusk. 

Det meste af Skælroden vokser nede i jorden. På rødderne sidder talrige sugekopper, der skaffer vand og næringsstoffer til planten, og på dens tykke, grenede jordstængel sidder 4 rækker af tykke og hule skælformede blade. Sugekopperne opsuger mere vand end Skælroden kan bruge, og i hulrummene i de skælformede blade sidder derfor kirtler, som udskiller vand. Vandet løber igennem små kanaler væk fra hulrummene i bladene. 

De overjordiske dele af planten bærer en klase af nikkende blomster, som bestøves af humlebier. Efter bestøvningen retter stænglen sig op, og frøene spredes med vinden. Frøene kan ligge i jorden i årevis. De spirer først, når de berører roden af en hassel eller sjældnere et bøge- eller et elletræ. 

Westy Esbensen, Danmarks Naturfredningsforening

April 2015

Øverst rhombeporfyr. Nederst til venstre kinnediabas og til højre skånsk basalt

På stranden kan du finde sten, som kan fortælle om Jordens dramatiske historie. Som dengang der blev dannet vulkaner og bjerge umiddelbart nord, øst og syd for Danmark. Du kan f.eks. finde rhombeporfyr, kinnediabas og skånsk basalt, som er vulkanske bjergarter fra det sydlige Norge og det sydlige Sverige.

Jordens overflade består af en række plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Pladerne kan støde sammen, og pladerne kan sprække op. Når to plader støder sammen, kan der dannes bjergkæder. De sidste 50 millioner år har Indien således været på vej ind i Asien og har dannet Himalaya, og Italien har været på vej ind i Europa og har dannet Alperne.

For omkring 275 millioner år siden var det galt i vores del af Europa. Europa lå på det tidspunkt længere mod syd. Ækvator gik gennem Spanien, og Danmark var dækket af en varm ørken. Sydeuropa stødte ind i Nordeuropa, og der blev dannet bjerge nede i Mellemeuropa. Nord for bjergkædefoldningen sprækkede kontinentet op på kryds og tværs, og en stor brudzone opstod i Skagerrak og Oslo-området. I brudzonen, Oslogaven, blev der dannet vulkaner, og lavaer spredte sig ud over store områder. Et område på 1150 km2 blev dækket af rhombeporfyr.

Der opstod også vulkaner længere væk fra brudzonen. Syd for Vänern i Sverige nåede lavaen fra vulkanerne ikke op til overfladen men kilede sig ind mellem jordlag, som var aflejret tidligere i Jordens historie. De jordlag, som lå over lavaen, er i dag eroderet væk, og kinnediabas ligger nu på toppen af bjergene Kinnekullen og Billingen.

Vinkelret på Oslograven blev der dannet en anden brudzone, som løber gennem Kattegat og tværs over Skåne.  Der har været jordskælv langs denne brudzone frem til i dag. Mellem Söderåsen og Ringsjön er der bevaret omkring 80 kraterrør fra vulkaner i brudzonen. Vulkanerne var aktive i jura-perioden for 200 til 100 millioner år siden, i dinosaurerne tid. Kraterrørene består af skånsk basalt.

Rhompeporfyr, kinnediabas og skånsk basalt er bragt til Danmark med istidens gletsjere for omkring 20.000 år siden.

Du kan finde stenene på stranden ved Tirsbæk, eller hvis du vover dig lidt uden for kommunegrænsen, er der også gode muligheder ved Rosenvold og Staksrode Skov.

Tag folderen ”Sten på stranden” med på turen. Du kan finde folderen på nettet: www.naturstyrelsen.dk/Udgivelser/Historie/StenPaaStranden.htm  

Westy Esbensen

Marts 2015

Nu er det store hegnings- og rydningsprojekt i Sellerup Enge ved at være afsluttet.

Indvielsen fandt sted på Naturens Dag den  5.september 2014, hvor viceborgmester Søren Peschardt holdt indvielsestalen.

Her i foråret skal der sættes dyr ud for at afgræsse det 60 ha store areal. Bo Levesen fra Vejle Kommune har været en ivrig og dygtig sparringspartner for projektet. 

Alle borgere i området har mulighed for at følge køerne på græs hele foråret og sommeren indtil efteråret, hvor de skal slagte. 

I et samarbejde mellem Vejle Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og Grønt Forum vil vi prøve at lave en kogræsserforening, hvor man kan støtte koholderen i at tilse og holde øje med dyrene. Til efteråret kan man aftage godt og velsmagende oksekød. 

Køerne er fremragende til at holde de ryddede pilebuske og andet nede, så de ikke bare spirer igen efter rydningen. Antallet af dyr skal selvfølgelig afpasses efter omfanget af rydning.

På Naturefredninsgforeningens hjemmeside, www.dn.dk/vejle,  kan du finde mere om kogræsserforeninger og pleje af naturarealer.

Ole Jespersen, Danmarks Naturfredningsforening, Vejle     

Opstartmøde for kogræsserforening i Sellerup Enge, Brejning.

Det store hegnings – og rydningsprojekt for 60 ha i Sellerup Enge er nu ved at være afsluttet. Her i foråret skal køerne nu gøre det sidste og afsluttende arbejde med at holde vegetationen nede og afgnave skuddene på de fældede pilebuske.

Hvi du vil være med til at pleje naturen og få lækkert oksekød i fryseren til efteråret. Så har du og din familie muligheden for i fællesksab med andre at følge dyrene sammen med andre interesserede.

Kom til møde på Børkop Vandmølle tirsdag den 24.marts kl. 19.00 – 21.30.

Program:

Velkomst ved Ole Jespersen, Danmarks Naturfredningsforening

Naturpleje og kogræsserforeningerne ved Bo Levesen, vejle Kommune

Om dyr og rollen som dyreholder ved dyreholder Tonny Klinck Hansen

Medlem af en kogræsserforening ved Britta Edelberg, Grønt Forum

Tilmelding er ikke nødvendigt, men en mail på ole.jespersen@mvb.net vil være fint

 Ole Jespersen, Danmaks Naturfredningsforening, Vejle

Februar 2015

I Danmark kender de fleste de store rovdyr, som vi kan træffe her i landet, odder, ræv, grævling og ulv. Vi hører også om de to invasive arter, vaskebjørn og mårhund, som kan gøre stor skade i den danske natur. De små mårdyr, brud, lækat, ilder, mink, skovmår og husmår, er nok ikke kendt af så mange. Det er de seks mindste rovdyr, der kan træffes i den danske natur. Minken er ikke en oprindelig dansk art. Den er indført fra Nordamerika til danske pelsdyrfarme, men undslupne mink har i Danmark og mange andre steder i Europa etableret sig i naturen. 

De indførte arter, mink, vaskebjørn og mårhund, opfatter vi som skadedyr i den danske natur, der skal bekæmpes.

De små mårdyr har alle en lang slank krop og korte ben. Der er forskel på de to køn. Hannerne er større end hunnerne, og hannen kan veje dobbelt så meget som hunnen

Bruden er vort mindste rovdyr. Hunnens længde varierer fra 16 cm til 19 cm. Halen er 3-5 cm, og den vejer 40-75 g. For hannen er de er tilsvarende størrelser, 21-23 cm, 3-5 cm og 70-140 g. En husmus vejer 12-24 g, og halsbåndmusen (den store skovmus) vejer 22-48 g. Bruden er rødbrun på ryggen og hvidgrå på undersiden. Halen er kort og brun. Den har ikke sort spids som lækattens. I Danmark har brudens pels samme farve både sommer og vinter.

Lækattens længde er 18-22 cm for hunnen, og 23-27 cm for hannen. Halen er 7-8 cm og 9-10 cm, mens vægten er 80-150 g og 150-300 g. Om sommeren er lækatten brun på oversiden, mens undersiden er hvid. Lækatten bliver som det eneste danske pattedyr helt hvid om vinteren, bortset far den sorte halespids. Navnet hermelin bruges fortrinsvis om en lækat i vinterdragt. Fyrster og konger har som tegn på deres høje rang en dragt af hermelin med sorte halespidser som den fineste og kostbareste af alle klædninger. En pompøs hermelinskåbe omgiver det danske rigsvåben.

For ilderen er målene for hunnen, 30-37 cm, 11-17 cm og 500-800 g, og for hannen tilsvarende 35-45 cm, 13-19 cm og 700-1500 g. Ilderen er let at kende på sin karakteristiske ansigtsmaske, der dannes af lyse tegninger i ansigtet. Det kan undertiden være svært at skelne vildmink og ilder fra hinanden, men minken har ikke ilderens lyse ansigtstegning. En vildmink har ensfarvet, mørk chokoladebrun pels med mørk underuld og ofte med hvide hår på underlæben. De mink, som ses i den danske natur er undslupne mink fra farme. Farven afviger ofte fra den typiske vildfarve.

Mårerne er de største af den små mårdyr. Skovmårens mål er 40-55 cm for kroppen og 20-25 cm for halen. Hunnen vejer 700-1200 g. Hannens vejer 1300-1800 g. For husmåren er tallen 40-55 cm og 23-26 cm. Hannens vægt er 900-1900 g, og hunnens vægt er 1300-2300 g. Skovmår og husmår ligner hinanden. De ydre kendetegn kan variere. Kraniekendetegn kan undertiden være den eneste sikre måde at skelne dem på. Begge arter har en karakteristisk halsplet. Hos skovmåren er den næsten altid udelt og gul. Husmårens halsplet er hvid og deler sig nedad på det øverste af forbenene.

De senere års intensivering af landbrugsdriften har formentlig betydet en væsentlig forringelse af levevilkårene for både brud og lækat. Mange vigtige biotoper som levende hegn, krat, stendiger og grøfter. Mange enge og arealer med vedvarende græs er opdyrket. Ilderen er også gået tilbage på grund af den løbende forringelse og indskrænkning af levestederne, bl.a. ved rørlægning af grøfter, afvanding og dræning af fugtige områder og fjernelse af gærder og levende hegn.

En ny rapport fra Miljøministeriet viser, at stort set alle danske rovfugle og rovpattedyr, der lever af gnavere, har muse- og rottegift i kroppen. I 2013 blev der solgt 400 ton gift.

Bestanden af fritlevende mink har været stigende de senere år.

Skovmåren er uhyre sjælden. Den findes i områder med store sammenhængende skove. Husmåren er vidt udbredt. Den har bredt sig fra sine oprindelige tilholdssteder på gårde og i landsbyer til områder med tættere, bymæssig bebyggelse, ikke mindst i forstadskvarterer og sommerhusområder. Her er den ikke velkommen, da den tager bytte med op på loftet. Den kan larme og ødelægge isolering.

Brud og lækat lever især af mus og mosegrise. De kan tage bytte, som er større end dem selv.

Ilder og mink er meget alsidige i deres fødevalg, smågnavere, frøer, tudser, spidsmus, muldvarpe, harekillinger og kaniner, æg, fjerkræ, fisk, firben, snoge, hugorm, larver og regnorme.

Skovmåren lever af smågnavere og spurvefugle. Den kan fange egern i trækronerne. Husmåren lever også fortrinsvis af smågnavere og spurvefugle.

Det er altid en fornøjelse at møde disse dyr i naturen. De er livlige og nysgerrige. Det bliver spændende, om vi kan blive ved med at se den hvide lækat om vinteren. De milde vintre, som vi desværre må leve med, vil nok bevirke, at den hvide form får sværere ved at klare sig gennem en ”grøn” vinter.

I Danmark har vi et ret godt kendskab til de store mårdyrs levevis, udbredelse og valg af levesteder. Sådan forholder det sig ikke med de små mårdyr. De er meget svære at observere.

Det er meget resourcekrævende at indsamle data om disse arter. Det er oplagt, at interesserede medvirker som frivillige i dataindsamlingen. Derfor har Aarhus Universitet, Aqua i Silkeborg og Danmarks Naturfredningsforening sammen beskrevet et ”pilot-projekt”, som skal afprøve forskellige metoder til registrering og fælder, i samarbejde med frivillige.    

Ole Jespersen, Danmarks Naturfredningsforening, Vejle   

Januar 2015

Mens mørket sænker sig flyver råger og alliker til overnatning.

Her om vinteren kan man sidst på eftermiddagen undersiden iagttage større eller mindre flokke af sorte fugle på himlen. Det er kragefugle, som er på vej mod en fælles overnatningsplads. Ravne, krager, råger og alliker fra et større område samles ved en skov, hvor de tilbringer natten. Og der kan være mange. Her i landet op til 50.000.

Man er ikke helt sikre på hvorfor kragefuglene overnatter sammen. Risikoen for at blive taget af en mår eller en stor rovfugl er utvivlsomt mindre, men den vigtigste grund er sandsynligvis, at fuglene udveksler oplysninger om steder, hvor der er meget føde. De snakker måske ikke ligefrem med hinanden, men man kan tænke sig, at de fugle, som om dagen har fundet et ådsel, ankommer tidligt til overnatningspladsen og opfører sig anderledes end de andre fugle. De er mætte og har overskud til bl.a. pleje fjerene og skændes med naboerne. Disse fugle følges måske næste morgen ud til ådslet.

Et forsøg i USA tyder på det. Her havde forskere en morgen fanget nogle ravne, så de havde ikke mulighed for at finde det foder, som forskerne lagde ud i løbet af dagen. Ravnene blev sat fri sent på eftermiddagen og om morgenen fulgte de andre ravne, som de havde overnattet sammen med, ud til foderet. 

Og måske snakker de faktisk sammen. Kragefuglene har en stor variation af kald. Mange fuglekiggere er klar over, at når de hører et specielt kald fra en krage, er der gode muligheder for at se en rovfugl. Kaldet bruges nemlig når en rovfugl bliver moppet. Ravnen kan have over 80 forskellige kald.  Nogle forskere mener endda, at kragefuglene kan siges at harve et primitivt talesprog.

Hvis du vil se en overnatningsplads for kragefugle, kan du i skumringen tage ud til en lille skov syd for Skovager og nord for Højstrupvej i Bredballe. I sidste uge var jeg ude ved skoven, mens mørket sænkede sig over byen. Det var en oplevelse at se flere hundrede råger og alliker under stor palaver flyve til overnatning i de store bøgetræer i den østlige del af skoven.

Den største af kragefuglene er ravnen. Ravnen er helt sort og kan kendes størrelsen, det kraftige næb og den kileformede hale. Omkring 1960 var Ravnen en sjælden fugl, som var truet af udryddelse i Danmark. Der var under 10 par tilbage. Ravnen blev allerede fredet i 1922, men man fortsatte med at lægge forgiftede æg ud til kragefugle til sidst i 60´erne. Nu er bestanden på over 1000 par. Ravne og andre kragefugle er blandt de mest intelligente fugle. Der er således flere eksempler på, at ravne kan fået fat i en mejsebold som hænger i en lang snore under en gren. Ravnen sætter sig på grenen, med næbbet trækker de op i snoren og med kløerne holder de fast i den snor, som de har trukket op. Til sidst kan de få fat i mejsebolden.

Hvis du en sen eftermiddag kører ud til Harresøholmvej sydvest for Giveskud og kører ind ad vejen fra vest kan du se ravne komme flyvene ind fra alle retninger. Først slår de sig ned i hegn og på markerne, og efter solnedgang samles de i en række popler, hvor de omring 200 ravne overnatter sammen med enkelte krager og alliker.

Westy Esbensen, Danmarks Naturfredningsforening i Vejle

Januar 2015

Andkær Vig ligger på sydsiden af Vejle Fjord mellem Holtser hage og Saltbæk. De fleste kender nok sommerhusområdet ved Andkær Vig.

Holtser Hage er fredet. Området mellem Holtser Hage og øst for sommerhusområdet blev fredet i november 1963. Området bærer navnet Sellerup Park. Vigen Skov vest for sommerhusområdet, der afgrænses af Vejle Fjord, jernbanen og Munkebjerg Strandskov, blev fredningssagen afsluttet i 1979.

Området er særdeles velegnet til en vandretur på denne årstid. Hvis vejret viser sig fra sin gode side med sol og klar blå himmel, så kan man lade op og få motion ved at gå en tur i området. Man kan nyde fjorden og skoven uden at møde nogen.

Man kan starte sin tur ind i området fra tre forskellige steder med P-pladser, Holtser Hage, Grusgraven ved Torn Trines Hus og opholdsarealet ved sommerhusområdet. Alle tre steder er der opsat standere med kort og vandreruter.

Fra Holtser Hage kan man gå langs stranden eller op ad den stejle vej forbi Baronessens Hus. Man kommer nu op til Grusgraven. Herfra er der en fantastisk udsigt over fjorden med Vejle i baggrunden. Via nogle mindre stier kan man gå videre forbi Torn Trines Hus til det store opholdsareal ved sommerhusområdet.

Ved Vigen Skovvej er et skilt, som viser ned til Grusgraven. Herfra er der stier ned til stranden og Torn Trines Hus. 

Fra opholdsarealet kan man fortsætte ind i Vigen Skov og Munkebjerg Strandskov. Her kan det desværre nogle steder være lidt svært at finde de røde pæle, som markerer ruten, som er anført på standeren. Med lidt held kan man gå til Ibæk på skovveje og stier. Man skal dog huske, at i private skove må færdsel kun ske ad veje og stier fra kl.6 til solnedgang, og ophold må ikke finde sted indenfor 150 m fra beboelses- eller driftsbygninger. En familietur til stranden kan lade sig gøre overalt i Danmark

.Iflg. Fredningsdeklarationen for Sellerup Park skal ”grusgraven udjævnes og tilplantes ved kommunens foranstaltning med ”vilde” træer, buske og planter efter en udarbejdet beplantningsplan. Ved beplantningen søges den frie udsigt fra de højere beliggende arealer over Vejle fjord bevaret i videst mulig udstrækning……

På arealet må der ikke på ny graves grus, sten, el.l. hverken til salg eller til kommunens eget brug.

På arealet må der ikke opføres bygninger eller opsættes skure, boder el.l., ej heller i tilknytning til den eksisterende bebyggelse; der må ikke opsættes el. master, telefonmaster o.l.

Det på arealet værende hus kaldet ”Torn Trines hus” skal vedligeholdes ved kommunens foranstaltning”.

Indenfor de seneste par år har Vejle Kommune af Fredningsnævnet til at opstille et par shelters og lave et par bålsteder med brænde for primitiv overnatning.

I hæftet   Gauerslund bind 2, spredte træk af sognets historie, beretter P.Mikkelsen om Torn Trine: Torn Trine hed Kathrine Knudsen, men det var der faktisk ingen, der vidste. Hun blev født 1854 på Fyn, og sandsynligvis er moderen død, for som ret ung kommer Trine til Sellerup sammen med faderen. De flytter ind i et ret simpelt husmandssted, og da det faldt sammen af ælde og mangel på pasning, flyttede fader og datter hen i et andet, der efterhånden også sank sammen. Her blev hun boende, også efter at faderen var død, og da gavlen truede med at styrte sammen, satte Trine en vognstang op som stiver og stoppede klude i de største huller i vinduerne. Det var dog ikke så meget for varmens skyld, for døren kunne ikke lukkes, men mere for et syns skyld.

Trine skal have været meget køn som ung, med pænt mørkt hår og gnistrende sorte spaniolerøjne, men da hun var totalt ligeglad med sit udseende og sin skikkelse, kom der efterhånden noget vildt og utilnærmeligt over hende. Det var ikke alle og enhver, hun ville tale med eller tage imod besøg af. Og hun formåede at holde nysgerrige væk, bl.a. ved et usædvanligt skrapt sprog fyldt med eder og forbandelser, men ikke mindre ved de to store hunde, hun havde gående. De hed Satan og Fanden.

Faderen havde dyrket frugt, især æbler, og Trine ernærede sig til dels ved at drage ind til Vejle for at sælge frugt på torvet. Om sommeren fangede hun rejer og fiskede, og det kunne jo også give skilling på torvet. Om vinteren solgte hun kranse og kristtjørn, som hun skar i skovene omkring Munkebjerg, og det er disse kristtjørnskranse, der har givet hende navnet Torn-Trine.- En pudsighed var det, at når hun var med tog hjem fra Vejle, kunne hendes medrejsende pludselig se hende rejse sig, hive kupevinduet ned og smide sine bylter og pakkenelliker ud ad vinduet, for, som hun sagde, her boede hun, og hun gad ikke slæbe på alt det helt oppe fra Brejning station.-

En kvindelig læge, dr. Becket, på Brejning fattede interesse for Trine, og engang sendte hun hende til jul en flaske madeira, en bog og en kasse cigarer, hvilket resulterede i, at trine juleaften lå i sin slagbænk, i skingrende frost, og læste, medens hun  tog sig en gibbernakker og pulsede løs på havaneserne.- Andre gange kunne hun direkte sige til folk, der røg, at de gerne måtte give hende en cigar. Foruden nævnte to hunde havde Trine en ko. Den malkede hun, tog selv den mælk hun ville have, gav hundene lidt, hældte noget op til hønsene og gav endelig koen det sidste, for så gik jo ikke noget til spilde.-De nederste skuffer i Trines kommode stod gerne halvt trukket ud, for heri kunne hun så hælde korn og foder, så grisen og hønsene selv kunne gå og tage for sig af retterne. Var det for koldt, lagde hun sig ud til koen i båsen, eller hun havde hundene med i seng.

Hendes tohjulede vogn med en lille islænder foran var vistnok kendt af alle i egnen. Som regel gik hun ved siden af vognen eller red på hesten.-Da hytten efterhånden faldt sammen over ørerne på hende, byggede proprietær Elmquist på Hvilsbjerggård en anden bolig til Trine, men der kunne hun ikke rigtig finde sig til rette, og der gik lang tid, inden hun accepterede den, men selv om de ydre rammer blev fornyede, skete der ingen ændringer med de indre forhold eller med Trines livsførelse.- Hvad der har gjort, at hun er blevet eneboer, ved ingen. Der har været gættet på, at hun, da hun som ganske ung havde været i Århus som opvartningspige, havde gjort en kort kærlighedslykke, men så blev hun sveget, og skuffelsen havde gjort hende til den, hun blev.

Da Trine blev gammel og syg (hun havde ligget ude i båsen ved koen og havde været så uheldig at brække benet), lykkedes det at få hende overtalt til at forlade huset ved Andkær Vig og flytte ind på alderdomshjemmet i Gauerslund. Hun døde 1937, og med hende forsvandt en af Vejle-egnens mest kendte originaler.-

Siden 1977 har spejderne været i gang med at bygge et par tilbygninger til Torn-Trines hus, så der kan være plads til op til 40 ad gangen i lejren.- Da husene nærmede sig afslutningen, skete der imidlertid et uheld, idet det gamle hus nedbrændte lørdag den 15/9 1979.”

Huset er genopført, og det bruges nu af spejderne.  

Ole Jespersen