Forårstur i Brandbjerg Sønderskov

Lørdag den 20. april kl. 13.30-16.00

Vi, en lille flok, vandrede i blæst og bygevejr med enkelte solstrejf fra Brandbjerg Højskole, gennem nøddealleen og skoven, over engen og til ellesumpen.

I ellesumpen ved Hørup Bæk nød vi de udsprungne eng-kabbelejer,  i nøddealleen fandt vi  skælrod og ramsløg og i parken og skoven hørte vi mange forskellige ugle.

 

 

Forårstur langs Højen Å

Torsdag den 2. maj kl. 19-21

Forårsturen gik til Højen Ådal, beliggende i smeltevandsdalen Højen Ådal

Aftenen var stille og smuk, også forhåndsmæssigt stille mht. fuglesangen.

Vi hørte dog bl.a. rødhalsen med sine tonespring, der lyder som en prop gnedet op ad en rude, gransangeren "tjif, tjaf" og sangdroslens smukke varierede få gange gentagne toner, som "kiss her, kiss her, kiss her, do it quick, do it quick, di it quick" osv.

Vi så også et rigt flor af forårsplanter, gul og hvid anemone, stor fladstjerne, lund-fladstjerne, skovstjerne, småbladet milturt mfl.

På initiativ af DN blev en del af Højen Ådal fredet i 1990. Begrundelsen af bl.a. de mange vanddyr, herunder istidsrelikten døgnfluen Rhithrgena germanica der lever her som det eneste sted i Danmark. I årene på til fredningen var der også tale om gennem Højen Ådal. Projektet blev skrinlagt i forbindelse med fredningen



 

Nattergalens sang i morgendæmringen

Søndag den 26. maj kl 4.45 - 7.30

En meget lille flok mødtes ved solopgang ved Abrahamsens Gård. Vi vandrede gennem Jelling Skov og hørte bl.a.bogfinke, gransanger, løvsanger, munk, havesanger, gærdesmutte, solsort, sangdrossel og gøg. I pilekrattet sang to nattergale og på engen en rørspurv.

Vi sluttede turen  ved Abrahansens gård med kaffe og rundstykker i meget god tid inden det varslede skybrud ramte Jellingegnen

 

 

 

Familiesvampetur til Munkebjerg Skov

Lørdag den 31. august 2024 13.30-16.00

En gruppe på ca. 20 deltagere fik godt hjulpet af børn indsamlet mange forskellige arter på de stejle skrænter.

En klar - og varm -solskinsdag var rammerne for dagen. Munkebjergskoven rummer en stor variation af svampe. Alle fik set både giftige som grøn- og snehvid fluesvamp, almindelig netbladhat og diverse slørhatte.

Dog var der også gode eksemplarer af nogle spiselige, tragtkantarel, punktstokket indigorørhat, Karl Johan, almindelig kantarel m.fl.

 

 

 

 

30 fjorde 30 dage

Den 1. september 2024

30 fjorde 30 dage hed det landsdækkende projekt, hvor en pokal/stafet bringes rundt i landet inden overrækkelsen til miljøminister Magnus Heunicke. En protest mod de lavvandede områders dårlige tilstand som følge af den store kvælstofbelastning.

 Den 1. September blev DN- stafetten med taler sendt videre mod Kolding fra Kajakøen i Vejle af Karina Lorentzen Folketinget (SF),Søren Peschardt (A) formand for Klima-, natur- og miljøudvalget i Vejle Byråd og Uffe Rømer, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Vejle. Færden hjulpet godt på vej af lokale brugere af fjorden, Vejle Fjordhave, der har linefiskeri af muslinger til privat brug, og tre skrappe kajakroere fra Kano- og kajakklubben, Vejle Å. 

 

 

 

Flagermustur ved Haraldskær Avlsgård

Lørdag den 7. september kl. 20-22

Brunflagermus

En lille flok mødtes ved Haraldskær Avlsgård . Efter en introduktion om flagermus og deres ekkolokalisering begav vi os ud i området med detektorer, som kan omsætte flagermusenes ultralyde til hørbare lyde.

Den første flagermus vi hørte var en brunflagermus, Danmarks største flagermus-art, som fløj ud over engene. Ved Bindeballestien jagede sydflagermus og de små arter dværg- , pipistrel- og troldflagermus. Vi sluttede af ved broen over Vejle Å, hvor vi i lommelygternes skær kunne se  flere vandflagermus jage natsommerfugle og myg.

 

 

Svampetur i Jelling Skov

Søndag den 29. september kl. 13.30-16.00

Trompetsvamp

Knap en snes personer mødte op til DN´s svampetur i dejligt efterårsvejr. Efter en tør periode i august og begyndelsen af september havde  den sidste uges regn  fået svampe til at dukke frem i skovbunden. Vi fandt både fine spisesvampe som trompetsvampe, rødgul piggsvamp, tragtkantarel og nogle ganske små karl johanner og punktstokket indigorørhat og den dødeligt giftige grøn fluesvamep.

Rødgul pigsvamp