Forårstur i Vejles bynære natur

Onsdag den 8. maj kl 19-21

En smuk aften og forårstur gennem Pedersholm Skov til Kongens Kær. En tur på tværs af smeltevandsslugterne gennem hulveje og forbi resterne af gamle østrigske/prøjsiske skanser fra 1964 gravet bl. af udkommanderede seminarister fra Jelling. Undervejs var der stadig en del af forårsblomsterne i blomst, bl.a. tandrod, skovmærke, guldnælde m.fl. Af fuglene hørte vi bl.a. havesanger, gransanger, huldue og rødhals. Afslutningen med flot kig over Kongens Kær gav desværre hverken havørn elller nattergal - begge var i området dagen efter.

 

 

 

 

Fossiler ved Hundshage

Lørdag den 13. april kl. 13.30-16.00

Godt en halv snes deltagere trodsede den kolde påskeøsten og havde en fin eftermiddag på jagt efter fossiler ved Hundshage. Vi fandt muslinger, snegle og sporfossiler. Det var lavvande, og derfor kunne vi komme rundt om pynten og forbi de mange væltede træer og studere de smukke aflejringer af ler og sand i de 22 mio.år gamle aflejringer i skrænten. På vejen ud til Hundshage fandt vi talrige flintflækker og østers fra en boplads som nu ligger ude i fjorden.

 

 

 

 

Affaldindsamling i Jelling

Søndag den 1.april kl 10-12

I dagene før havde skolebørn samlet meget affald langs gader og stier i Jelling. Alligevel lykkedes det for de 14 deltagere af finde 54 kg affald, 160 dåser og et utal af cigaretskod.

 

 

 

 

Nattergalens sang i morgendæmringen

Søndag den 26.maj kl. 4.45-7.30

Trods småregn mødte 19 deltagere op til turen, men det lykkedes ikke at høre nattergalens sang i morgendæmringen. Skønt nattergalen blev hørt i området aftenen før, gav den ikke lyd fra sig denne morgen.

Til gengæld hørte vi mange andre fugle: Solsort, Bogfinke, Musvit, Blåmejse, Gærdesmutte, Rødhals, Sangdrossel, Tornsanger, Havesanger, Munk, Ringdue, Fuglekonge........

Traditionen tro sluttede vi af med kaffe og rundstykker

 

 

 

De vilde blomsters dag ved Fløjstrup Bæk

Søndag den 16.juni 2019

41 deltagere vandrede langs Fløjstrup Bæk. På det lille men artsrige overdrev fandt vi bl.a. Dværg-perikon, Bredbladet timian, Farve-visse og Alm. mælkeurt og på engen stod hundredvis af Maj-gøgeurt

Traditionen tro sluttede vi af med kaffe og kage

 

 

Svampetur i Jelling Skov - Naturens dag

Søndag den 8. september kl 13.30 - 16.30

Efter en voldsom byge kunne godt 30 deltagere begive sig ud í Jelling Skov, og selvom svampesæsonen, på grund af manglende regn, kun netop var begyndt, fandt vi mange forskellige arter - og også nogle spiselige f,eks. Orange skælrørhat, Broget skørhat, Almindelig kantarel og Rødgul pigsvamp.

I en flisbunke blev den meget sjældne Året agerhat fundet. Den er kun fundet 16 andre steder i Danmark.

Koglerørhat

 

 

Året agerhat

 

 

Byg dit eget insekthotel - Naturens dag

Søndag den 8. september kl. 10-15

På naturens dag var adskillige stande stillet op ved Haraldskær Avlsgård, og en af disse stande var DN Vejle gået sammen med Naturstyrelsen Trekantsområdet om at bemande.

De besøgende ved standen kunne prøve selv at bygge boliger til vilde bier, og boligerne var til at tage med hjem. Der var udstillet færdiglavede boliger, og der blev uddelt ark med anvisninger på bygning af boliger. Der var desuden mulighed for at se et udvalg af vilde bier sat på nåle i kasser, og der blev fortalt om vilde biers levevis og de trængsler, herunder mangel på egnede levesteder, de kan være udsat for i det danske landskab.

Vejret viste sig fra sin bedste side, og der var en jævn strøm af interesserede besøgende i alle aldersklasser til standen.

 

 

Sten på stranden

Lørdag den 14. september kl 13.30 - 15.30

I dejligt septembervejr kiggede godt 20 børn og voksne på sten på Stenhøj Strand. De fandt granitter, gnejser og porfyrer fra Jordens urtid, 570 millioner år gamle scolithossandsten med spor efter ormelignede bunddyr, som levede syd for ækvator og 70 millioner gamle forstenede søpindsvin og brachiopoder der levede på samme tid som de sidtste dinosaurer.

.

 

Familiesvampetur i Engelsholm Skov

5. oktober 13.30-16.00

Godt 80 mennesker i alle aldre mødtes i det fine efterårsvejr på P-pladsen ved Engelsholm Slot. Efter en kort introduktion begav deltagerne ud i Engelsholm Skov på jagt efter svampe. Og efter de sidste ugers regn var der rigtig mange.

Lars Kromann afsluttede dagen med en fin og grundig gennemgang af de svampe vi havde fundet.