Familiesvampetur i Staksrode Skov

Lørdag den 1. oktober

35 veloplagte børn og voksne deltog i den årlige familiesvampetur, der blev afholdt i Staksrode Skov ved Stenhøj Strand. Den specielle jord med både surt og plastisk ler gør, at skoven er voksested for en mængde rødlistede og fredede arter af svampe og planter. September måned 2016 var kendetegnet ved at være både varm og yderst tør. Derfor var antallet af svampe i skoven meget begrænset, men trods det blev der med stor ihærdighed og begejstring indsamlet mange forskellige svampe.

Den kyndige svampekender, biolog Lars Kromann- Larsen var traditionen tro turleder. Ved turens afslutning blev dagens høst lagt frem på bordene, og Lars artsbestemte de mange svampe, herunder hvile, der var spiselige.

Staksrode Skov er altid et besøg værd. Skoven rummer en af de mest dramatiske kyststrækninger i Østjylland, hvor skovens store bøgetræer står på små plateauer ned mod Kattegat eller ligger hulter til bulter.

 

 

 

 

Flagermustur ved Børkop Vandmølle

Tirsdag den 13. september

30 deltagere var mødt frem den stille, lune sensommeraften ved Børkop Vandmølle. Vi havde fået Katrine Hedelund til at lede flagermusturen, og hun fortalte meget levende om flagermusenes liv. Vi havde medbragt lytteudstyr, så vi kunne høre flagermusenes ultralyd. Vi hørte Brunflagermus, Pipistrelflagermus og Troldflagermus.

 

 

 

Svampetur i Jelling Skov

Søndag d. 11. september

Smukt vejr, 60 oplagte deltagere og meget få svampe. Men med 120 øjne til at kigge efter dem fandt vi dog mange forskellige arter - også enkelte spiselige bl.a.. løghat, anis-savbladhat og punktstokket indigo-rørhat

 

 

Naturpleje ved Kvak Mølle

Søndag d. 26. juni

Der blev foretaget leslåning af engen ved Kvak Mølle i Vejle Ådal. 12 veloplagte herrer og damer fra Haraldkær Høsletlaug var mødt op til den traditionsrige dag, hvor der årligt foretages naturpleje af en eng med henblik på at øge den biologiske mangfoldighed.

DN´s høsletlaug har siden 2010 slået engen og herefter fjernet det afslåede. Dette har medført at bl.a. antallet af gøgeurter har været stærkt stigende. I år blev der således talt ikke færre end 8743 blomstrende gøgeurter.

Vejret var som altid vidunderligt med blæst, sol og fantastiske skyformationer drivende over ådalen. At være en gruppe, der slår med le og efterfølgende river det afslåede sammen, er enormt huggeligt og givende. Snakken går lystigt om livets store og små aspekter, og leslåningens finurligheder herunder kunsten at få sin le så skarp som muligt diskuteres indgående.

Engen grænser lige op til Bindeballestien, hvilket medfører ar en lind strøm af glade mennesker passerer engen i dagens løb. Mange stopper og ser undrende på, hvad der foregår. Det medfører altid em god snak med høsletlauget.

På grund af det varme vejr og de store mængder nedbør havde væksten været stor, og der var betydelig mere at slå i sammenligning med 2015. Derfor mødes høsletlauget igen en aften i august for at slå og fjerne det afslåede

 

 

 

 

Nattens sangere og nattens flyvere

Lørdag d. 21. maj kl 21-23

15 deltagere havde trodset det ustadige vejr og var mødt frem til en tur gennem Jelling Skov og Grejs Ådal.  På turen gennem Jelling Skov lyttede vi til de sidste dagsangere: løvsanger, solsort, sangdrossel og rødhals. Med udsigt over Grejs Å dal så vi  syd-, brun- og pipestrelflagermus, som jagede imsekter lige foran os, og i det fjerne kunne vi høre nattergal og græshoppesanger.  Da vi  nærmede os pilekrattene i Grejs Ådal tiltog regnen og nattergalen opgav at synge og flagermusen opgav at flyve.

På turen medbragte vi udstyr, som kan optage flagermusenes ekolokaliseringsskrig. Her ses spektogrammet af sydflagermusens skrig, som det ses på computerprogrammet Batsound.
 

 

 

 

Forårsaftentur i Ulbækhusfredningen

Tirsdag d. 3. maj  kl 19-21.30

Dagen var startet med regn, men det blev en smuk aften med klart vejr. Cirka 40 veloplagte personer deltog i aftenturen i det fredede Ulbækhus og Daugård område.

Ulbækkens vandkraft blev i første del af 1900-tallet udnyttet til produktion af elektricitet til Assendrup og Engum. Både ved den nuværende Ulbæk Sø og det tidligere Høgdal Dambrug var der lavet dæmninger og opsat turbiner. Begge steder kan turbinehusene stadig ses. Spærringen ved Ulbæk Sø blev fjernet i 2004, idet Ulbækkens løb blev ledt uden om søen og dæmningen.

Vejle Kommune har i samarbejde med Hedensted Kommune udarbejdet et fint projekt ved Høgdal til fjernelse af spærringen. Arbejdet forventes udført i sensommeren 2016.  Projektet vil sikre vandløbets kontinuitet og hermed fri passage for fisk og smådyr til ca. 2 km målsat vandløb.

 

 

 

Affaldsindsamling 2016

Søndag den 17. april kl 10-12

15 voksne og 4 børn samlede affald langs veje og stier i Jelling. Vi fandt nogenlunde de samme mængder som sidste år: 99 kg affald og 271 dåser
Vores største bytte var en havareret og efterladt barnevogn.
 

 

 

 

Det spæde forår

Lørdag den 11 marts

Godt 30 børn og voksne vandrede i solskin og 7-8 graders varme langs Jelling Skovs skovbryn med udsigt over Grejs Ådal. Og der var nok at se på: 1 Rød glente, 2 Rådyr, 3 Musvåger og en enkelt Tårnfalk.
Vi så de første blomstrende planter Tusindfryd, Vorterod og Engkabbeleje, vi hørte Spætmejse, Musvit og Gærdesmutte og ved kildekalken kunne vi se at Grævlingen havde været meget aktiv.

Blomstrende Engkabbeleje den 11. marts